Fra Verdensholdet til Østre Gasværk
De har rejst jorden rundt med DGI’s Verdenshold. Og nu giver 22 gymnaster gymnastikken en ny dimension – de skal nemlig være en del af årets juleforestilling på Østre Gasværk Teater i København.
22 gymnaster fra fire af DGI’s tidligere Verdenshold kan se frem til en helt særlig juleoplevelse i år. De skal være med i juleforestillingen ”Stemmer fra Østre Gasværk.”
Der er tale om en interaktiv teateroplevelse, hvor den karismatiske multidirigent Frans Rasmussen skal få gasværket til at runge af et stort og klangfuldt kor, som tilskuerne også er en del af. Musikken har nemlig hovedrollen i forestillingen, der også involverer hjemløse, opera og heste.
Kraftfulde spring og flot gymnastik
De 22 Verdensholdsgymnaster skal dog ikke synge, fortæller Johannes Bjerre, der er manager for DGI’s Verdenshold. Derimod skal gymnasterne have forskellige roller, hvor de bruger gymnastikken i helt nye rammer. F.eks. vil der være alternative håndredskaber i form af kosteskaft og spande, og pigerne skal iføres store kjoler.
»Verdensholdet skal bidrage med de ting, vi er stærke til, nemlig kraftfulde spring, dans og flot gymnastik. Og vi er glade for, at vi med dette samarbejde kan give gymnasterne en stor oplevelse af, hvad gymnastikken også kan bruges til,« siger Johannes Bjerre.
Han forventer også, at Verdensholdsgymnasternes medvirken i ”Stemmer fra Østre Gasværk” gør, at DGI’s Verdenshold når ud til et bredere publikum.
Utraditionelt samarbejde baner vejen
”Stemmer fra Østre Gasværk” er historien om det gamle gasværk fra 1883 til i dag med professionelle sangere og kor fra alle verdenshjørner.
Det er teaterchef på Østre Gasværk Teater, Pia Jette Hansen, der står bag konceptet for ”Stemmer fra Østre Gasværk.” Og hun kender DGI ganske godt. Bl.a. stod hun for det store åbningsshow til DGI’s landsstævne i Holbæk i 2009. Det er baggrunden for det utraditionelle samarbejde, der giver Verdensholdsgymnasterne debut på teatret.
Verdensholdets del af ”Stemmer fra Østre Gasværk” koreograferes af Stinna Shaktiva, der var instruktør for DGI’s ottende Verdenshold og selv er tidligere Verdensholdsgymnast.
Forestillingen har premiere den 25. november og spiller frem til den 18. december på Østre Gasværk Teater i København.
Om DGI’s Verdenshold:
DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, sender hvert andet år et Verdenshold ud på en ambassadørrejse for dansk gymnastik og foreningsliv. Holdet består af 28 udtagne og meget dygtige gymnaster, der rejser jorden rundt med workshops og shows. Siden 1994 har DGI sendt otte hold af sted med det mål at give og få inspiration, og et nyt hold udtages i februar 2012.